Du kender serien “Sams bar” er jeg sikker på. “where everybody knows your name”  er en del af omkvædet til teamsangen, og den sang kunne lige så godt være skrevet til og om min lokale Starbucks.

Alle kender alle, og alle er velkomne. Personlaet hilser altid, de laver kaffen før du har sagt hvad du vil have, for de ved hvad du kan li’. Eller, sådan plejer det at være!

Men i går da jeg kom, blev jeg spurgt hvad jeg ville have… Ikke fordi de pludselig havde fået kollektiv demens, men fordi der er nye drinks på kortet, og den mulighed skulle jeg have.

Så for at du ikke laver samme nummer som mig og bare ALTID bestiller det samme uden at skimme menuen, så får du her en lille brush up på nyhederne, så du har en idé om hvad der venter!

Alle drikkene er sommerdrikke, og er kolde – de første to du vil læse om her er “cold brew” – det vil sige at det er kaffe (med noter af kakao) der er blevet brygget på koldt filtreret vand, og har trukket i 20 timer.

En almindelig “Cold brew” er blot kaffen, tilsat isterninger.

Er du til noget der har lidt mere fancy, så kan du få den der hedder “Cold brew vanilla sweet cream” – det er samme kaffe, men med et lille skud cremet mælk med vaniljesirup. Lidt sødere, men stadig med en god kaffesmag.

Skal det være top-avanceret, så skal du bestille en “Cappuccino freddo” – Freddo betyder i al sin enkelhed “kold” på italiensk, så det du får er en kold cappuccino. Frisklavet espresso rystet lidt med en røvfuld isterninger og mælken på toppen er skummet og cremet så det ligner fløjl. den er så blød og lækker, at man ikke helt tror på det, når de fortæller dig at det er minimælk, for den skummer aldrig ret godt – troede jeg!

Denne her skal du så absolut drikke med sugerør, og sørge for at du får lidt af det hele med i hver mundfuld du tager. Den er så blød og mild at selv en tedrikker vil kunne lide den!

Og hvorfor skriver jeg så om det her? – fordi vi også gerne vil have dig på besøg på cafeen! – der er masser af plads, og så længe du lader være med at sætte dig på stolene ved vinduet (MINE STOLE!) – så må du hellere end gerne komme på besøg på Starbucks på Trianglen!

2017-05-12T07:37:07+00:00